Efter succesen med at uploade sidste indlæg går turen videre. Dermed blev det tid til at skrive om Alice Springs til Uluru. Da vi kom af the Ghan i Alice Springs hentede vi vores lejebil (en kæmpe stor lækker Toyota Aurion) og tog et smut forbi School of the Air, som er en skole for børn i outbacken. Skolen dækker et område på størrelse med det centrale Europa, og afstanden er 1600 km til den elev der er længst væk. Eleverne ser hinanden 4 gange om året, til en sammenkomst på skolen og de får besøg af en af deres lærere en gang om året. Ret vildt. Der havde sneget sig et billede af deres ’klasseværelse’ med i Adelaide til Alice Springs indlægget, det er herfra de underviser og broadcaster til eleverne.
Fra Alice Springs blev fartpiloten sat til 150 (indtil dem på bagsædet blandede sig, så blev farten sat ned til 130) og så var det ellers ud over stepperne, med kun et enkelt højresving på hele turen. Så vi nåede Yulara desert resort på 2/3 af den normale tid (der var ikke så meget trafik). Undervejs fik vi set en del kænguruer, et par emuer, en dingo, og nogle kameler. Vi ramlede heldigvis ikke ind i nogen af dem.
Vel ankommet til vores indkvartering, fandt vi ud af at alle restauranter på stedet var lukkede (ca. 5 min før vi ankom), og så er der altså lidt langt til nærmeste grillbar!!! Men vi fandt nogle tærter i en bar, de var lidt varmere end først antaget, så Henriks tunge blev brændt af i første bid (hvilket reddede vores tunger). Værelset var ganske glimrende, med to køjesenge, og det var rigtig rart at komme på langs (efter en særdeles velkommen fadøl, eller to).
Næste dag skulle vi ud at kigge på omgivelserne, nærmere bestemt Uluru (Aka Ayers Rock) og Kata Tjuta (Aka The Olgas, Kata Tjuta betyder ’mange ansigter’). Vi tog først ud til Kata Tjuta for at se de særprægede klippeformationer, og det var faktisk meget interessant. De er opbygget af blødere klippe med sten indeni, så det ligner en masse sten der sidder støbt ind i rød cement (nok ikke alle der synes det er lige spændende). Der var pænt varmt, og vi var omgivet af MANGE fluer, så vi tog den ’korte’ gåtur på nogle få km så vi kunne få set lidt trods alt. Der var bl.a. en kilde som sprang ud af klipperne og løb ned igennem en kløft med masser af fine grønne buske og små træer (ret specielt når der er så tørt).
Herefter gik turen mod vores egentlige mål, nemlig Uluru. Vi kunne se stenen på lang afstand, med den karakteristiske sillouet mod himlen. Uluru er, efter sigende, en stor sten (der er vist lidt tvivl om om den alligevel sidder fast på grundfjeldet) og den er meget mere glat i overfladen, med en masse kløfter og render og huler der giver den et arret udseende. Vi gik en tur for at få set den på nærmere hold, hvilket for Louise betyder at man skal hen og røre ved den, mens de allestedsnærværende fluer summede om hovederne på os (der var MANGE og de var MEGET trælse). Derefter tog vi til sunset view, hvor man får den helt rigtige udsigt til Uluru når solen bader den i en selvlysende rød farve, der virker helt magisk. Det er jo nok en af grundene til at den er så kendt, det ser virkeligt helt specielt ud når den skifter farve og nærmest bliver helt glødende. Hvis nogen skulle komme forbi kan jeg helt sikkert anbefale solnedgangen frem for solopgangen, da man for det første ikke skal op før en vis herre får sko på, og fordi vinklen man ser Uluru fra når der er solnedgang er bedre.
Om aftenen fik vi lidt forskelligt på grill, bl.a. kænguru og emu, før det var sengetid.
Næste dag skulle Louise og jeg med fly tilbage til Sydney, mens Karen og Henrik kørte tilbage til Alice Springs for at levere bilen tilbage og flyve til Brisbane.
Det blev noget af et indlæg, så skal jeg lige se om jeg kan uploade alle de billeder der hører til… Glædelig december forresten! Håber julestemningen er ved at brede sig, den har det lidt svært her, men Louise gør hvad hun kan, mere om det i næste indlæg.